Canopy Growth har i dag offentliggjort deres kvartalsregnskab med et driftsunderskud (ebitda) på hele 790 mio. kr. og et nettoresultat på minus 1,9 mia. kr. For det seneste halve år er der bogført et driftsunderskud på knap 1,3 mia. kr. og et nettoresultat på minus 8,4 mia. kr.
Aktiemarkedet kvitterede for de tal ved at sende kursen på Canopy Growth ned med 15 pct. til det laveste niveau i to år. Det seneste halve år er selskabets aktiekurs faldet 65 pct.
For en række andre selskaber i branchen har året budt på en tilsvarende nedtur, der har reduceret markedsværdien af selskaberne til omkring en tredjedel. Det gælder blandt andet det canadiske selskab Aurora, der også er involveret i danske projekter.
Fra 2016 og et godt stykke ind i 2019 red cannabis-producenterne ellers på en bølge af medgang, som fik aktiekurserne til at stige eksplosivt. Fremgangen var drevet af, at de canadiske myndigheder først tillod cannabis til medicinske formål (primært smertebehandling) og siden også tillod salg af cannabis til såkaldt rekreative formål (dvs. fornøjelse). En lang række delstater i USA gennemløb en lignende udvikling, hvor cannabis først blev legaliseret til medicinske formål og siden til rekreative.
I Europa er udviklingen gået langsommere, men en række EU-lande arbejder med planer om at legalisere cannabis til medicinske formål. Det gælder blandt andet Danmark, som har indført en forsøgsordning, der tillader dyrkning af cannabis til medicinske produkter. De store canadiske producenter, som har investeret i Danmark, håber at kunne eksportere det danske cannabis til resten af Europa.
I dagens regnskab fra Canopy Growth forklarer selskabets adm. direktør Mark Zekulin, at de seneste to kvartaler har været udfordrende. Salget er reduceret, fordi køberne har reduceret lagerbeholdningerne, og der er åbnet færre nye butikker end ventet.
»Vi venter dog, at der kun er tale om kortvarig modvind for en helt ny industri,« siger Mark Zekulin.
Til Reuters oplyser Canopy Growths koncernfinansdirektør, Mike Lee, at det canadiske marked er vokset markant langsommere, end selskabet forventede, da myndighederne i 2018 legaliserede cannabis. Ifølge Reuters har flere andre producenter indikeret, at prisen på cannabis-produkter er faldende.
Den negative udvikling tilskrives, at der som nævnt er åbnet færre butikker end ventet, hvilket blandt andet skyldes, at myndighedsgodkendelsen har været langsommere end ventet.
Derudover er der fortsat et illegalt marked for cannabis, og det legale marked har været overforsynet, fordi der har været et kapløb mellem en lang række virksomheder, som har skruet hurtigt op for produktionen for at vinde markedsandele. Canopy Growth har således høstet lidt over 40 tons cannabis det seneste kvartal, men kun solgt cannabisprodukter svarende til 11 tons.
I Danmark samarbejder Canopy Growth med Møllerup Gods på Djursland om etablering af cannabis-produktion. Canopy Growths største konkurrent, Aurora Cannabis, samarbejder med den fynske gartner Mads Pedersen om etablering af cannabis-produktion nær Odense.
Kilde: finans.dk