Historien om en af hovedaktørerne i det fynske cannasbis-eventyr ser ud til at få en alt andet end lykkelig slutning, efter at den canadiske ejer har annonceret, at man vil lukke produktionen ned og droppe Spectrum Therapeutics i Stige. Direktøren fik besked mandag.
Spectrum Therapeutics var en af de første og største cannabis-producenter i Odense, men nu vil den canadiske ejer ikke længere og har annonceret, at man lukker fabrikken i Stige, der er investeret 350 millioner kroner i
Odense: En af de første og største investeringer i det fynske cannabis-eventyr ser nu ud til at få en brat ende.
Det er Spectrum Therapeutics i Stige, som den canadiske ejer Canopy Growth vil lukke ned, og dermed trække stikket til en fynsk investering på mere end 350 millioner kroner.
Virksomheden har ifølge erhvervsmediet Bloomberg News besluttet at sløjfe cannabis-produktionen i Odense-forstaden, som ellers var udset til at skabe op mod 100 arbejdspladser, da man for nogle år siden annoncerede det.
Morten Snede, som er direktør for Spectrum Therapeutics, fik beskeden mandag og har i øjeblikket ikke mange kommentarer til beslutningen.
I forbindelse med en rekonstruering af virksomheden er man også i gang med at kigge på markedet for medicinsk cannabis, og man mener, at den canadiske produktion er stor nok til at kunne substituere det, den danske produktion laver i dag.
Morten Snede, adm. direktør, Spectrum Therapeutics
Der er i dag 60 medarbejdere ansat på fabrikken i Stige – de er fordelt med halvdelen i produktionen og halvdelen i administration og bioanalyse etc.
– Vi skal nu i gang med at have møder med 3F og HK, siger Morten Snede.
– Har du en ide om, om fabrikken eventuelt skal sælges til andre, som vil producere medicinsk cannabis?
– Jeg ved ikke, hvad den endelige strategi skal være, siger Morten Snede.
Forsøgsordning
Canopy Growth har gennem et år været i gang med en omstrukturering, som til dato har skåret 1100 ansatte og nu altså betyder et stop for produktionen i Odense. Sidste år i september blev der fyret 20 ud af de 80 daværende ansatte, og nu har de resterende ansatte i den danske del af firmaet altså fået besked om, at produktionen bliver lukket ned i Stige.
En talsmand for den canadiske cannabis-producent Canopy Growth siger til Bloomberg News:
”Medarbejdere på det danske produktionsanlæg er også blevet informeret om forslaget om at indstille driften på stedet baseret på virksomhedens evne til at betjene globale medicinske markeder med eksisterende canadisk produktionskapacitet,” siger talsmanden til mediet.
“I henhold til dansk lov vil en høringsperiode nu finder sted, inden der træffes en endelig beslutning.”
Medicinsk cannabis
Produktionen af medicinsk cannabis i Danmark hviler på en fire-årig forsøgsordning.
Den kører fra 2018-2021 – og udløber således ved udgangen af dette år.
Ordningen er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.
Meningen med ordningen er at give danske patienter mulighed for at afprøve danske produkter.
Ordningen fik mange udenlandske investorer til at etablere sig i Danmark, fordi Danmark kunne blive en adgangsvej til et lukrativt europæisk marked.
Det er Lægemiddelstyrelsen, der skal godkende de danske produkter.
Der er fortsat ikke godkendt et dansk produceret produkt
Sundhedsministeren havde bebudet, at han vil indkalde til forhandlinger om forsøgsordningen i starten af 2021. Der er endnu ikke indkaldt til forhandlinger.
Tilbage i september sidste år sagde Morten Snede selv til Fyens Stiftstidende, at udfordringerne har været for store, da man har været underlagt en udskældt dansk forsøgsordning med cannasbisproduktion.
– Hvis jeg personligt skulle vælge i dag, ville jeg have ventet og ladet andre lave fejlene. Det har været meget dyrt at være firstmover – det har bestemt ikke været en fordel. Forsøgsordningen blev introduceret, før nogen var klar til det, sagde han den 26. september.
Få måneder senere var han tæt på at forudsige det, som nu sker, da han i slutningen af december kom med følgende udtalelse til Fyens Stiftstidende:
– Der er så mange fejl i ordningen, vi gerne vil have korrigeret, og så er et år ikke særligt lang tid. Samtidigt ser vi, at tingene går meget hurtigere i andre lande, og frygten er selvfølgelig, at investeringerne forsvinder ud af Danmark – og at vi i værste fald bliver afskrevet, siger Morten Snede, der dog også griber i egen barm.
– Det er jo ikke det hele, der er regeringens og coronaens skyld. Vi har måske også været for optimistiske, og vi bærer skylden for nogle af de her store investeringer, men vi har råbt på en afklaring i halvandet år. Fortæl os nu bare, om vi kan producere efter 2021.
Kilde: Fyens.dk